13.03.2013 - Logbog

Første monopæl er på plads

Et historisk øjeblik: Om morgenen den 28. februar blev DanTysk-byggeområdet markeret med den første fundamentpæl – med nummeret 75. I løbet af ca. to timer blev den første monopæl drevet ned i den sandede havbund på en tåget og kølig torsdag morgen. Ca. 3500 hammerslag skulle der til for at forankre pælen i 28 meters vanddybde. Alene specialhammeren, som nærmest ligner en stor metalhætte, vejer 450 tons. Med dette specialredskab bliver halvdelen af stålrøret, dvs. 30 meter, rammet ned i havbunden. En monopæl har enorme dimensioner: Med 6 meter i diameter er den kun en halv meter mindre end tunneltværsnittet i den nye undergrundsbanelinje 4 i Hamborg.

På trods af de store dimensioner kræves der detaljearbejde og en rolig hånd. Det opnås ved, at installationsskibet Seafox5 løfter sig op på sine fire ben nogle meter over vandoverfladen ved hjælp af donkraftfunktionen. På den måde forvandles skibet til en stabil arbejdsplatform, som gør det muligt at arbejde sikkert og uafhængigt af bølger. Fundamentet for havvindmøllen består af to dele: En monopæl og et mellemstykke, i fagsproget "transition piece". Installeringen af disse gule elementer må dog vente på bedre vejr, fordi der kræves en bestemt lufttemperatur. I mellemtiden installerer man de næste tre monopæle, som også er med i den første skibsladning.